Dansk Kirke- og Bygningsarkitektur



- Ordliste til stilarter i arkitekturen -


Arkitektur- og byggefaglige udtryk



A      B      C      D      E      F      G      H      I      J



K      L      M      N      O      P      Q      R      S      T



U      V      W      X      Y      Z      Æ      Ø      Å      



Aktiver: A-Ø

Nærværende har reference til kirke- og bygningsarkitektur



A

op-pil

Akantus - Planteornamentik inspireret af middelhavsplanten akantus´fligede og takkede blade. Heraf betegnelsen akantusbarok omkring år 1700.

Akroterion (akroter) - Ornamental skulptur på spids og hjørner af græsk tempel.

Alabast - Klar, svagt gennemsigtig og marmorlignende gipsart i mange farver.

A la gresque (fransk) - Linjeornament, også kaldet mæanderbort efter den stærkt slyngende, lilleasiatisk flod Mæandros.

Allegori - Et sindebillede, en billedlig fremstilling.

Amorin - Lile, buttet kærlighedsgud i barneskikkelse, ofte med vinger, bue og pil og svarende til græsk erot. Hyppigt brugt som dekoration af renæssancens og barokkens træskærere.

Antemensale - Alterbordsforside.

Apsis - Udbygning af halvcirkulært grundrids på et større rum - som regel overhvælvet med et halvkuppelhvævl.

Arkade - Buestilling, dvs. en bue, der hviler på støttende led (piller, søjler). Også en fortløbende række buestillinger benævnes a, ligesom en gang, hvis ene side er en a.

Arkitektur - Arkitektur (fra Latin, architectura og oprindelig fra Græsk) er kunsten og videnskaben at varetage formgivning af bygninger, rum eller fysiske strukturer.
En bredere definition må omfatte opbygning af hele fysiske miljøer, fra det øverste niveau med byplanlægning, bybygning, og landskabsplanlægning til nederste med bl.a.møbeldesign. Skabelse af arkitektur, hvad enten det er byggeri eller andet, finder sted under hensyntagen til mange ting, såvel omkostninger for bygherren, som det funktionelle og æstetiske for brugerne.
I arkitekturen arbejdes med mange elementer, herunder bl.a. rumlighed, volume, stoflighed, lys og skygge for at opnå det rette æstetiske udtryk. Denne vægtning adskiller det fra den eksakte videnskab eller ingeniørarbejde der næsten udelukkende arbejder med fysisk-funktionelle aspekter indenfor konstruktion og planlægning.
Indenfor arkitektur, stilles arkitekten overfor meget forskelligartede udfordringer, spændende lige fra større, meget komplekse opgavetyper som opførelse af et stadion eller et hospital, til enklere opgaver som f.eks. enfamiliehuse. Ud over dette kan arkitektur til tider betragtes som ren kunst eller ligefrem kulturelle og politiske symboler.
Arkitektens rolle, er under alle omstændigheder central for vellykket design og velfungerende, spændende miljøer hvor mennesker færdes og bor.

Arkitrav - Vandret dekorativt, ofte tredelt murbånd, som udgør nederste led i entablement.

Astrag - Gulvfliser af glaseret ler.

Atlant - Muskelsvulmende mandsfigur, der erstatter søjler som bærende element.

Attika - Lavt murstykke over en hovedgesims.

B

op-pil

Baldakin - Pragthimmel. Egentlig teltagtigt dække af kostbart stof, benyttet som bærehimmel i fyrstelige processioner og med samme motivering anbragt over tronsæder, altre i kirker m.m. ofte er dette værdighedstegn dog udført i mere bestandigt materiale.

Baluster - Profildrejet lodret led i rækværk.

Balustrade - Rækværk med baluster

Babtisterium - Dåbskapel, oftest udformet som centralbygning. Typen er især benyttet i oldkristen og middelalderlig kirkearkitektur, fortrinsvis i Sydeuropa.

Base - Den profilerede del af en søjles fodstykke.

Basilika - Egentlig kongebolig. I arkitekturhistorisk terminologi en langstrakt, tre- eller flerskibet (kirke)bygning, hvis midtskib med vinduer hæver sig over sideskibene.

Basrelief - Fladt relief, hvor figurerne kun træder ganske lidt frem - modsat hautrelief

Beletage - Den fornemste etage, over stueetagen, også kaldet piano nobile. Sammen med parterre og mezzanin klassisk etageinddeling af større huse.

Belge noir (fransk) - Sort kalksten fra Belgien.

Berappe - At påføre et muret hus et lag puds således, at de enkelte sten stadig anes.

Beslagornament - Stærkt gennembrudt ornamentik, der kan minde om påsatte metalbeslag, også kaldet beslagværk. Vandt indpas omkring år 1600.

Binder - Mursten med den korte flade nedad.

Biforium - Dobbeltvindue eller anden murgennembrydning, hvis to åbninger som regel adskilles af dværgsøjler.

Bindbjælke - Loftsbjælker, som ved foden af en tagkonstruktion binder spærene sammen.

Bindingsværk - Konstruk af sammenføjede tømmerstokke i mur. Er både tavl og tømmer dækket af en halvstensmur, kaldes det blændingsværk.

Bislag - Lille tag eller udbygning foran indgangsdøren i et hus. Bislaget kan være åbent og have rækværk og bænke, eller det kan være lukket som et vindfang.

Bladguld - Rent guld, hamret ud i fra 0,00014 til 0,00011 mm tykkelse.

Blænding - En flad fordybning i en mur. Den kan have forskellig form, fx firkant, cirkel, oval, trekant m.v.

Bol - Gammel betegnelse for lille jordareal, højst 50 ha. Formentlig så megen jord, som normalt hørte til en bondegård.

Bosseret - Om murparti, der ved fuger og grov puds fremstår som værende opbygget af råt tilskårne kvadre.

Brokade - Svært silkestof med indvævede guld- og sølvtråde.

Brudstensmur - Om en mur opmutet af kløvede sten, der ikke iøvrigt er tilhugget.

Bruskværk - Barokornament med svulvende bruskagtige former.

Brystpanel - Træbeklædning nederst på væg, som regel knap en meter højt, opr. panel i brysthøjde.

Brøstfældig - Forfalden, skrøbelig.

"Bundne system" - Karakteristisk opbygning af flerskibet bygning, hvor hvert enkelt af midtskibets kvadratiske (hvælv)fag modsvares af det dobbelte antal i sideskibet. Udviklet i romansk kirkebyggeri.

Buestik - Murværk i bueform over en muråbning eller blænding.

Bølgeranke - Planteornament med op- og nedadbugtende stængel samt et sideskud i hver bugtning.

Bånd - Vandret mere eller mindre fremspringende bygningsdel af retkantet tværsnit, til horisontal facadeinddeling.

Båndakantus - Senbarok ornament (ca. 1700-40) bestående af smalle og ofte sammenslyngede bånd, akantusblade og klokkeblomster.

C

op-pil

Castrum doloris - Forhøjning med en fyrstes kiste dækket af flag, ordener og eventuelt andet og ofte omgivet af en æresvagt.

Cella - Hovedrummet (med gudebillede) i antikt tempel.

Centralbygning - Planen er symmetrisk i forhold til centrum og oftest cirkulær eller polygonal.

Chambranle - Profileret vindues- eller dørindramning.

Ciborium - Baldakinlignende, oftest søjlebåret opbygning over alter.

Ciselering - Fordybet guldsmededekoration, indmejslet med en såkaldt punsel.

Christian 4.´stil - Nederlandsk renæssance i den særlige udformning på Christian 4.´s tid. (1588-1648)

D

op-pil

Damask - Vævet stof, lærred, bomuld eller silke m.v., opkaldt efter byen Damaskus i Syrien og bland andet anvendt til sengelinned, forhæng, duge og tapeter.

Degnestol - Stol, hvor degnen kunne sidde under gudstjenesten.

Diele - Stort forrum, ofte trapperum i to etager med galleri. Indgangsrummet i de tysk inspirerede gavlhuse.

Dobbeltkor - Kirke med kor i både øst og vest. Tidligmiddelalderlig type, hovedsagelig kendt fra Tyskland.

Dokkerbaluster - Pæreformet baluster, ofte retkantet.

Dorisk orden - (Se søjleordner).

Dormitorium (latin) - Sovesal i et kloster.

Draperi - En ophængt stofbeklædning med dekorative folder - også om kalkmalet dekoration med et sådant udseende.

Drivning - Guldsmededekoration, der står ophøjet relief, og hvor arbejdet udhamres fra bagsiden.

Dværggalleri - Udvendig løbegang, formet som diminutiv arkade og oftest placeret ved murkronen. Karakteristisk romansk arkitekturmotiv, særlig kendt fra Italien og Tyskland.

Dydefigurer - Om figurer, der symboliserer fx en af de teologiske dyder - tro, håb og kærlighed.

Dødedans - Fremstilling af livets forkrænkelighed i form af en kædedans med repræsentanter for alle stænder, der anført af døden føres til graven. Kendes blandt andet fra kalkmalerier, fx i Nørre Ålslev kirke på Falster.

Dønneket - Gipset, udsmykket med stuk

Dørns - Det daglige opholdsrum.

Dørstykke - Et fast dekorativt billede eller felt over en dør.

E

op-pil

Ecclesia-figur - Figur, der symboliserer den kristne menighed.

Empire - Klassicistisk stilart fra kejser Napoleon 1.´s tid, præget af romerske og ægyptiske former, streng, højtidelig og med lige linjer. Udbredt i Danmark ca. 1800-40.

Enevælde - (Også absolutisme eller autokrati) betegner styreformen i de fleste europæiske stater fra 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet.
Enevælden i Danmark blev indført efter en række politiske uroligheder i 1660 under Frederik 3. og afskaffet i 1848 ved en fredelig revolution efter Christian 8.s død.
I 1660 lå landet i ruiner efter krigene mod svenskerne, men kongen nød stor popularitet, og på et stændermøde i København blev det, på trods af modstand fra adelen, besluttet at gøre tronen arvelig og at give kongen enevældig magt. Dette kunne kongemagten gøre med henvisning til de pligter, adelen havde haft siden indførelsen af feudalvæsnet. Det var en magtfordeling, som gav de adelige en række fordele og rettigheder, som de fik for at gøre krigstjeneste. Under svenskekrigene havde den danske adel vist sig helt uduelig i krig, og kun borgernes indsats havde reddet København.
Med enevældens indførelse mister "den gamle adel" meget af deres indflydelse og flere gamle privilegier afskaffes. En ny række privilegier indføres på den anden side over for en ny type adelsmænd (friherrer), som adles af kongen til gengæld for tro tjeneste i det enevældige system.
Enevælden i Danmark bliver ophævet i 1848, hvor landet i 1849 får sin første grundlov.

Enfilade - Rumflugt (-følge) hvor dørene ligger på én akse således, at man ved åbne døre kan se fra det første til det sidste rum.

Enhjørning - Fabeldyr med heste- eller hjortekrop og et spidst, ofte snoet horn i panden.

Enklave - Del af en stat omfattet af en anden stat og således skilt fra moderlandet.

Entablement - Består af arkitrav, frise og gesims og afslutter en søjlerække eller en mur øverst.

Entasis - Hvor bærende søjler etableres med midtsvulmen samt skaftet bliver tyndere opefter.

Epitafium - Mindetavle, som regel af træ eller sten, med maleri og indskrift og ofte rigt skulptureret ramme. Udviklede sig i renæssancen og senere stilperioder, specielt barokken, til egentlige gravminder anbragt på kirkevæggen, mens selve graven blev markeret med en ligsten.

Estrade - Betegnelse for en tribune eller et dansegulv.

F

op-pil

Fag - Afstand mellem tagspær eller mellem stolper i bindingsværk. Ved murværk almindeligvis opdeling af muren med vinduer og døre.

Feston - Dekorationsmotiv i form af en bueformet nedhængende fletning af løv, blomster eller frugter, ofte med flagrende bånd i begge ender.

Fialespir - Prydspir på baldakin, gavl eller pinakel.

Figursten - Gravsten med relieffigur af den eller de afdøde.

Filigran - Fint smykkearbejde af sammenflettede guld- eller søvltråde, påloddet et underlag.

Firpas - Kløverbladsfigur med fire blade, et typisk gotisk ornament.

Flække - Større landsby med præg af købstad, men uden en sådans rettigheder. Betegnelsen blev indtil 1968 anvendt om de sønderjyske byer: Augustenborg, Højer, Løgumkloster, og Nordborg og blev helt afskaffet med kommunalreformen i 1970.

Fløjalter - Middelalderlig altertavletype af form som et skab med to eller flere døre. Betegnes også et triptykon.

Foldekapitæl - Udviklet af terningkapitælet, hvis fire sider underkastes yderligere opdeling. Kendetegn for normannisk inspireret byggeri.

Foldeværk - Sengotisk ornament på dør- eller panelfyldninger, skabe og kister med dekoration af lodrette stave, der kan minde om foldet pergament. Optræder i Danmark omkring år 1500.

Fontehimmel - Kunstfærdigt udformet loft over en døbefont.

Forbandt - Den indbyrdes orden af sten i murværk.

Fordakning - Fremspringende bygningsled over en muråbning, fx dør eller vindue. F kan være af forskellig form: vandret, trekantet eller buet.

Forkrøppe - Brud på eller ombøjning af gesimser i flere planer.

Forkørpning - Anbringelse af fx et profil, en gesims eller et bånd i hele dets fremspring rundt omkring et fremspringende parti, en pilaster, en søjle m.v. på en flade, en mur eller en væg.

Formsten - Teglsten, formet så de kan danne profiler eller anden dekoration.

Fortanding - Foreløbig afslutning på en mur med frem- og tilbagespringende stenskifter.

Frise - Vandret stribe eller bånd, normalt midterste led af entablement, eller vandret billedrække eller ornament. Se også her

Frontale - Alterbordsforside på et såkaldt gyldent alter.

Frontespice - Gavlformet fremspring på en bygnings forside. Frontgavl, fronton eller frontspids bruges i øvrigt i flæng med f.

Fronton - Se frontespice.

Frådsten - (Kildekalk). Blæret kalksten, dannet ved kildevæld og kendelig på aftryk af blade, grene m.m.

G

op-pil

Galleri - Lang overdækket gang, åben til den ene side. Malerisamling

Gallerietage - En af gangene på galleri i flere stokværk.

Gavlhus - Hus der vender gavlen mod gaden i modsætning til langhuset.

Gavlkvist - Kvist i fortsættelse af facaden på en bygning. Kvisten er afsluttet af et heltag med tagryggen vinkelret på husets.

"Gennemgående system" - Opbygning af flerskibet bygning, hvor skibenes fag har samme udstrækning i rummets længdeakse. Karakteristisk for hvælvet gotisk kirkebygning, sml. det "bundne system"

Gesims - Vandret profileret fremspring på mur eller væg. Hovedgesims under taget, kordongesims over første etage.

Gildehus - Forsamlingssted for middelalderlige selskaber eller broderordner, gilder.

Gjordbue - Bærende bue mellem hvælv, spændt tværs over rummet.

Glamhul - Lydhul i et klokketårn.

Gotik (spidsbuestil) - Stilretning inden for arkitektur, billedhugger- og malerkunst, opstået i Frankrig ca. 1150. I Danmark dominerende fra ca. 1250 - 1550.

Grat - Den kant, der dannes, hvor hvælvkapper i ribbeløse hvælv mødes.

Gravtræ - Gravsten af form som et træ.

Grevens Fejde - Borgerkrig i Danmark 1534-36 mellem Christian 3. og adelen på den ene side og den afsatte Christian 2.´s tilhængere, anført af grev Christoffer af Oldenburg (heraf navnet), på den anden. Endte med Christian 3.´s sejr og indførelsen af reformationen i 1536.

Grif - Et orientalsk fabeldyr med løvekrop, ørnehoved og vinger. Blev overtaget af den antikkegræske kunst og gik derfra over i den romerske og videre til gotikken, renæssancen og empiren.

Groteske - ornamentform med arkitekturelementer og bladranker, blomster og frugter, vaser, masker og små putti- og dyrefigurer. Grotesken er afledt af en dekorationsform i antikkens romerske væg- og loftsmaleri, som man genopdagede i renæssancen ved udgravninger i Neros Gyldne Hus i Rom, som man mente var en grotte. Rafaels grotesker, malet i Vatikanets loggiaer 1517-19, kom til at danne forbillede for genren i renæssancen og senere. Ornamenterne spredtes også til alle former for kunsthåndværk og udførtes plastisk på træværk og møbler. I Danmark er et af de fineste eksempler på grotesker loftsmalerierne i Thorvaldsens Museum, malet 1843-48.

Grundmur - Helmur af teglsten i modsætning til fx bindingsværk.

Guirlander - En kæde af festoner.

Gyldenlæder - Læder prydet med reliefmønstre i guld, sølv og farver. Blev navnlig benyttet ca. 1600-1750 til tapeter og møbler.

Gylden alter - Romansk alterudsmykning, hvor alteretbordet foran er dækket med en forgyldt kobberplade, hvor bibelske motiver er udhamret - også om udsmykningen på selve alterbordet, bestående af et krucifiks i en bred, buet ramme og et fodstykke, ligeledes med forskellige udhamrede motiver.

H

op-pil

Hallekirke Kirke, hvis skibe er lige høje - modsat basilika.

Hallekrypt Flerskibet krypt, hvis hvælv har samme højde.

Halvtag Tag med ensidig taghældning.

Halvpolygon Geometrisk figur. Gennemskåret mangekant, der i 1600-tallet hyppigt anvendtes til nyanlagte byers planform, fx Christianshavn, Glückstadt.

Halvvalm Form for valmtag.

Hammerbånd Vandret bjæke, der i trækirker (/stavbygninger) er anbragt oven på de lodrette vægstave og danner basis for tagkonstruktionens bindbjælker. Hørningplanken fra Hørning kirke repræsenterer en rest af et hammerbånd.

Heltag Tag bestående af to tagflader, der fra tagryggen har fald til hver sin side.

Heraldik Læren om skjoldmærker, som opstod i tiden mellem 1. og 2. korstog (henholdsvis 1096-99 og 1147-49) og derefter bredte sig til hele Europa som regent- og statssymboler, hæremblemer samt stamme- og slægsvåben og -mærker.

Hermepilaster (herme) Vægpille, smallest forneden, som opad antager form af en mandskrop, opr. guden Hermes.

Herredag Betegnelse for rigsrådet, når det fra omkring 1536 til enevældens indførelse 1660-61 trådte sammen som rigets øverste domstol, kongens retterting.

Herskabsstol Den lokale herremands, eventuelt kirkeejerens private stolestade i en kirke.

Hertugdømmerne Fællesbetegnelse for det gamle danske land Slesvig, Holsten (oprindelig et grevskab og fra 1474 et hertugdømme under Tysk-romerske Rige, ved hvis opløsning i 1806 det kom ind under den danske krone), samt 1815-64 tillige Lauenburg. Som hertug af Holsten var den danske konge indtil 1864 tysk fyrste og som hertug af Slesvig sin egen vasal. 1867 blev hertugdømmerne indlemmet i Preussen.

Historiske stilarter Betegnelse for stilarter, der ca. 1850-1920 efterlignede ældre, blandt andet gotik og renæssance.

Hulkel Konkavt profilled.

Humanisme - Renæssancemennesket behøvede ikke at ty til religion, når det søgte forklaringer på hvad der skete omkring det. Man begyndte at bruge den empiriske tankemåde dvs. at man holdt sig til hvad, der kunne ses og høres, måles og vejes - til hvad der kunne eftevises ved forsøg. For at gøre disse observationer måtte man tage udgangspunkt i en selv og typisk for renæssancen, så kom mennesket i høj grad i centrum. I dag taler man i den forbindelse om "humanismen fødsel". Renæssancemennesket var nysgerrigt og i perioden gøres mange opdagelser - tænk bare på, at det var i denne tidsalder, at Amerika blev opdaget, og det blev bevist at verden var rund. Det var nu ikke sådan at mennesker i renæssancen havde opgivet troen på Gud, tværtimod, hovedparten af befolkningen var lige så troende som i middelalderen, men der var befolkningsgrupper som kunstnere, videnskabsmænd samt visse købmænd og adelsfolk, der begyndte at se verden med nye øjne. Denne udvikling begyndte i Firenze - en ægte renæssanceby, hvor Cosimo di Medici i midten af 1400-tallet grundlagde et akademi i Platons ånd.

Hvælv (1-7) Muret eller støbt rumlig konstruktion, beregnet til overdækning af rum og baseret på buens bærende princip. En geometrisk simpel udgave er tøndehvælv af form som en halvcylinder, med der findes mange forskellige typer af hvælv. Hvælvkappen er det enkelte hvælvs flade i en sammensat konstruktion.

1) Grathvælv - Grathvælv. To hinanden skærende rundbuede tøndehvælv over kvadratisk plan danner fremspringende grater i kappesømmene.

2) Krydshvælv - Krydshvælv. Hvælv, over kvadratisk grundplan, der kan opfattes som sammensat af to tøndehvælv, der krydser hinanden under en ret vinkel, hvorved det diagonale kryds, graterne, fremkommer.

3) Krydsribbehvælv - Krydsribbehvælv. (ribbehvælv) Krydshvælv med forstærkende eller dekorative ribber under graterne.

4) Kvartkuglehvælv - Kvartkuglehvælv. Halvkuppelhvælv, som bl.a. kendes fra romanske kirkers apsider.

5) Nethvælv - Nethvælv. Hvælv med netlignende ribbemønster.

6) Stjernehvælving - Stjernehvælving. Hvælving hvor graterne eller ribberne danner stjernemønster.

7) Tøndehvælv - Tøndehvælv. Halvcylindrisk hvælv.

Hængekuppel Kuppel, hvis grundflade omskriver et kvadratisk rum, sml. pendentivkuppel.

Højblænding Lodret stigende blænding. Almindelig prydform på gotiske taggavle.

Højkirke Den del af midtskibet i en basilika, som hæver sig over sideskibene.

Højkor I større kirker den del af koret, som huser hovedalteret. Oftest beliggende mellem apsis og tværskib.

Højstolper Gennemgående bindingsværksstolper fra fodrem til tagrem.

I

op-pil

Indvielseskors - Kalkmalede kors, malet de steder i en kirke, hvor biskoppen i katolsk tid ved indvielsen gjorde korsets tegn med den indviede olie

Intarsia - Indlagt arbejde i træ, oftest på møbler, men også på paneler.

Inventarliste - Fortegnelse over bohave.

J

op-pil

Joniske orden - (Se søjleordener).

Jordebog - Fortegnelse over jordegods, fx Kong Valdemars Jordebog fra omkring 1231.

Jugendstil - Oprindelig tysk stilretning i arkitektur, billedkunst og håndværk. Udbredt omkring år 1900 og karakteriseret ved stiliserede plantemotiver, bølgende linjer og asymmetriske, ofte udflydende former. Kaldes også skønvirke.

K

op-pil

Kamtakker (kamtakgavl) - Trappegavl.

Kandelaber - En stor lysestage.

Kanneleret - Om lodret rille på en søjle eller pilaster.

Kapel / (gravkapel) - Tilbygning til en kirke, oftest til skibet - Kapel i en kirke eller som selvstændig bygning der fungerer som begravelsesplads for især en fyrste- eller adelsslægt

Kapitel - Forsamling af munke ved samme kloster eller af præster ved samme kirker.

Kapitæl - Søjlehoved eller pilasterhoved.

Kappe (hvælvkappe) - Det enkelte afsnit af et hvælv, begrænset af ribber eller grat samt gjord- og skjoldbue.

Karnis - Gesimsstykke bestående af hulkel og rundstav i en S-profil.

Kartouche - Ornament der danner en ramme, ofte om våbenskjold, indskrift el. lign.

Karyatide - Kvindefigur der fungerer som bærende led, søjle.

Kassetteret (kassetteloft) - Kasseformede, fordybede felter i loft eller hvælv.

Katafalk - Forhøjning til kiste under begravelsesceremoni.

Kerub - Lysengel, ild- eller flammebud, som vogter paradiset.

Kildekalk - Andet navn for frådsten.

Kirkelade - Lade til opbevaring af kirkens tiendekorn.

Klassicisme - Betegnelsen for byggestilen ca. 1770-1850. I Danmark repræsenteret primært af C.F.Harsdorff og C.F.Hansen.

Klingpung - Pose for enden af en lang stang, anvendt til pengeindsamling under gudstjenester.

Klokkestabel (klokkestol) - Åben, tagdækket tømmerkonstruktion til klokkeophæng. Fritstående eller op ad kirkegavl.

Klemmebrev - Et betydningsfuldt dokument beseglet med rigets ”klemme”, dvs. rigets store segl, som blev hængt under vigtige og officielle kongelige aktstykker. Seglet, der jo består af voks, blev fremstillet ved, at man med en tangformet presse eller lignende klemte sammen om vokset. Deraf betegnelsen ”klemmebrev".

Koblede søjler - Parvise søjler.

Knæfald - Hyndebelagt skammel foran et alter eller en alterskranke.

Knægt - Mindre, fremspringende bygningsdel i sten eller træ til støtte for bjælker, gesims, hylde el. lign.

Kollegiatkirke - Romersk-katolsk kirke, som ud over at være domkirke også har et kapitel.

Komposite orden - (Se søjleordener).

Kongregation - Forsamling af af ordens- eller lægfolk med religiøse eller humanitære formål - også om sammenslutning af klostre af samme munkeorden.

Konsekration - Brødets og vinens indvielse ved den hellige nadver.

Konsol - Profileret eller dekoreret knægt, ofte svungen som en volut. Materiale af træ eller sten.

Konsolbord - Bord ved vinduespille, oftest kun med to ben, fordi det hviler mod væggen.

Kor - Samlet betegnelse for det afsnit af kirkebygningen, som både rummer hovedalter og den for gejstligheden forbeholdne plads. I dom-, klosterkirker og andre større kirker var k som regel delt i række underafsnit efter funktion, hvis religiøse betydning understregedes af hierarkisk opbygning.

Korbue - Muren med triumfbuen mellem en kirkes kor og skib. Betegnes også triumfmur.

Korbuekrucifiks - Stort krucifiks, ophængt i eller over en kirkes korbue og med front mod menigheden, derfor også betegnet lægmandskrucifiks. Kristus er her ofte flankeret af Jomfru Maria og apostlen Johannes.

Kordongesims - Vandret, let fremspringende og ofte profileret bånd på facade, anbragt mellem første og anden etage.

Korgitter - Gitter, især af lodrette, profilerede tremmer, også kaldet tralværk.

Korintiske orden - (Se søjleordner).

Kors

1) Latinsk kors - almindelig korsform, hvor den lodrette akse dominerer. Græsk kors - korsets arme er lige lange.

2) Henrettelsesredskab i oldtiden, udformet som et bjælkekors. Nu symbolet på Kristi lidelse og død, siden Konstantin den Stores (død 337) tid også på selve kristendommen. Forekommer i flere variationer, fx: andreaskors - antoniuskors - georgskors - hagekors - hammerkors - hjulkors - patriarkkors - processionskors.

Korsarm - Sidebygning til en kirkes skib eller til koret.

Kragbånd (vederlagsbånd) - Fremspringende profilled, især i bueåbninger.

Kragsten - Kragbånd af sten.

Krenelering - Øvre afslutning af tårn eller facade med skydeskår.

Krucifiks - Kors med en plastisk fremstilling af den korsfæstede Kristus, i den romanske udformning med fire nagler, i den gotiske med tre.

Krydsskifte - Mursten muret i vekslende lag med henholdsvis løbere og bindere, dvs. mursten lagt på langs og mursten lagt på tværs.

Krypt - En krypt (af græsk kryptein skjule) er et helt eller delvist underjordisk rum. Dette rum har ofte hvælv og ligger som regel under koret i en kirke. Krypten blev brugt til begravelser af helgener og findes hyppigst i romansk arkitektur.

Kullet - Skaldet, afrundet, nøgen, hornløs, uden top eller uden tårn og spir

Kuppel - Halvkugleformet hvælv over en bygning. Har været kendt fra romersk arkitektur og vandt atter udbredelse under renæssancen og barokken, hvor - - Peterskirken i Rom blev forbillede for adskillige kuppelkirker. Den særlige art kupler med spir og løgform stammer fra orienten.

Kurvehanksbuede murstik - Formet som håndtaget på en kurv. Sammensat af tre eller flere cirkelbuer, således at tangenterne er fælles i skæringspunktet.

Kvader - Retvinklet, i firkant hugget bygningssten.

Kvaderpudset - Murbehandling som skal ligne kvader.

Kvindedør - En kirkes norddør.

L

op-pil

Lanterne - Overbygning på tag, hvælv eller kuppel, som skal belyse rummet nedenunder.

Langhus - langhus, oprindelig betegnelse for skibet i en kirke, hvor de bærende elementer følger en hovedakse i modsætning til central- eller rundkirker. Langhuset kan være opdelt af piller i to eller flere skibe. Betegnelserne langhus og skib anvendes også i forbindelse med almindelige beboelseshuse.

Lektorieprædikestol - Særlig type prædikestol, der indtog lektoriets gamle plads mellem en kirkes kor og skib som det midterste led i et højt pulpitur.

Lektorium - I oldkirken læsepult ved skranken mellem kor og skib. Senere overført på skranken eller det pulpitur, der aflukkede koret som gejstlighedens særlige område. Lektoriepulpituret tjente til anbringelse af læsepulte og undertiden altre. Kunne desuden give plads for orgel, sangkor, processioner og senere tillige for prædikestol.

Ligsten - En flad gravsten med relief af standpersoners grave. Navnlig udbredt i gotikken og renæssancen.

Lisen - Flad murpille uden basis og kapitæl.

Loggia - Rum der er åbent til en eller flere sider.

Louis Seize-stil - Klassicistisk stil.

Lydhimmel - Træloft over en prædikestol.

Lydpotte - Lerkar indmuret i en kirkemur for at forstærke lyden.

Lyehul - Anden betegnelse for et glamhul.

Lyre - Røghul og lysåbning i tagryggen.

Lægmandsalter - Mindre alter, opstillet for menigheden.

Lægmandstavle - Mindre altertavle, der som pendant til hovedaltertavlen stod i skibet foran menigheden.

Løbende hund - Bølge- eller spiralornament.

Løbegang - Langsgående korridor i murtykkelsen med åbninger mod det ydre eller indre.

Løber - Mursten lagt på langs.

Løgspir / Løgkuppel - I barokken etableredes adskillige løgspir på kirketårnene - adskillige i Jylland. Den karakteristiske dobbelt-krumme løgformede underdel af spiret er udformet så tilslutning sker til toppen af et (ofte forekommende) kvadratisk tårn.

Løsholt - Vandret tømmerstykke mellem stolper i bindingsværk.

M

op-pil

Majestas Domini - Herrens herlighed. Betegnelse for en frontalvendt og monumental fremstilling af den troende Kristus.

Majuskel - Stort bogstav.

Makej - Uldent stof med indvævet eller trykt blomstermønster. Kan dog forekomme af silke.

Malm - Legering bestående af 4 dele kobber og 1 del tin. Fortringsvis brugt til kirkeklokker, derfor også kaldet klokkemetal, lysekroner, lysestager, og mortere.

Mandorla - Mandelformet og spidsoval indramning, især ved fremstilling af Kristus.

Mandsdør - En kirkes syddør.

Mandssiden - Kirkens sydside, der var forbeholdt mændene, modsat kvindesiden mod nord, hvor kvinderne sad

Manierisme - Stilretning i Europa i 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, kendetegnet ved efterligning af Raffaels og Michelangelos sidste værker.

Mansardtag - Tag med to hældninger, hvor den underste står næsten lodret. Herved bliver der plads til en såkaldt mansardetage. Opkaldt efter den franske arkitekt Francois Mansart (død 1666).

Mausoleum - Monumental gravbygning.

Medaljon - Rund eller oval dekoration.

Messehagel - Kort, ofte farverigt kåbe, åben i siderne, som præsten bærer over messeskjorten, især ved altergang.

Messespir - Lille spir over en kirkes kor eller skibets østgavl, hvor der kunne hænge en klokke til brug ved de katolske messer.

Metope - Firkantet, reliefsmykket eller glat stenplade i mellemrummet mellem triglyffer i den doriske frise.

Mezzanin - Lav indskudt etage. Parterre, beletage og mezzanin er den klassiske etageinddeling af bedre huse.

Michelangelo - Michelangelo Buonarroti, 6.3.1475-18.2.1564, italiensk billedhugger, maler, arkitekt, tegner og digter. Michelangelo regnes for den største blandt højrenæssancens universelle kunstneriske begavelser, lige betydningsfuld og indflydelsesrig som billedhugger, maler og arkitekt. Han virkede overvejende i Firenze og Rom og havde som sine væsentligste bestillere Medici-familien og paverne Julius 2., Leo 10. og Paul 3. Allerede mens han levede, udkom der to biografier om ham: Et afsnit i Giorgio Vasaris Vite (1550) og Ascanio Condivis biografi fra 1553. Michelangelos gravmæle, tegnet af Vasari, findes i Santa Croce-kirken i Firenze.

Middelalder - Historisk periode, i Danmark ca. 1050-1550 /(1536). Ofte angivet sammenfaldende med reformationen.

Monolit - Genstand, udhugget i én sten, fx en granitdøbefont.

Munkeskifte - Murstensforbandt, hvor alle skifter er ens og forskudt med 1/4 sten, og hvor skifter veksler mellem løbere og bindere, ofte i rækkefølgen to løbere og én binder.

Muranker - Jernhage eller -krampe, der fæstner bjælkelagene til murværket. På facader ofte formet som tal (opførselsår) eller bogstaver (ejerinitialer).

Murstik - Aflastende murværk over muråbning eller blænding.

Muser - I græsk mytologi de ni skytsgudinder for kunst og videnskab.

N

op-pil

Nyere tid - Historisk betegnelse for tiden fra middelalderens afslutning til udbruddet af den franske revolution i 1789.

Nyeste tid - Tiden efter den franske revolution i 1789.

Nyklassicisme (klassicisme) - Betegnelse for klassicerende stilart, der ved inspiration fra græsk og romersk kunst hylder det enkle, klare formsprog med tydelige lån fra antikken. Opfattes ofte identisk med klassicisme.

Nådestol - Gudfader med den lidende Kristus og helligåndsduen.

O

op-pil

Obelisk - Oldægyptisk symbol i form af en firkantet stenpille med pyramideformet top. Især i klassicistisk tid er opstillet efterligninger mange steder.

Offerlade - Kirkelade.

Oktogon - Ottekant, bygning med regelmæssig, ottekantet grundplan.

Oldtiden - 1) Historisk betegnelse for forhistorisk tid. Mange forskere lader den da også omfatte den græske og romerske oldtid, antikken, frem til Det vestromerske riges fald 476.

- 2) Oldtiden 13000 f.kr - 1050 e.kr.

Omgang - "Sideskib" i centralbygning eller centralt disponeret bygningsdel, fx kor.

Opstalt - Tegning af en bygnings facade, længde og tværsnit af bygning.

Ornament - Kunstnerisk udsmykning af brugsgenstande og bygninger. Motiver kan være geometrisk eller efterligne planter, blomster m.v. på ler, sten, træ eller i vævninger.

Ottepas - Kløverbladsfigur med otte blade.

Opskalke - At forsyne tagspærene nederst med et trekantet stykke træ, hvorved tagfladen kan føres ud over gesimsen. Tagformen får derved et koket lille opsvaj forneden.

P

op-pil

Palmet - Vifteagtigt plantemotiv, hvis enkelte, glatte bladflige ofte udgår fra en blomsterkalk.

Paneleret - Panelbeklædte vægge.

Parterre - Nederste etage i plan med grunden.

Pavillon - Mindre bygning i en have eller park, anvendt som lysthus, restaurant o.l., betegnelse for en mere eller mindre selvstændig fløj eller del af en bygning.

Pendentiv - Tresidet udsnit af en sfærisk flade, begrænset af buer. P fremkommer, hvis toppen af en hængekuppel skæres af over vægbuerne. I plan danner fire p en cirkel, indskrevet i kvadrat og er således velegnet, når en kuppel skal konstrueres over et kvadratisk rum (p-kuppel).

Pentagon - Betegnelse for en regelmæssig femkant.

Pergola - Skelet til en ikke overdækket løvgang i en have.

Peristyl - Søjlestilling, foran eller omkring et tempel.

perlestav - Dekorationsmotiv i oldgræsk arkitektur

Piano nobile - Den fine etage, beletage.

Piesel - Storstue, sal, stadsestue.

Pietá - Inden for kirkekunsten fremstilling af Jomfru Maria med Jesu afsjælede legeme.

Pietisme - Protestantisk vækkelsesretning med hovedvægten på fromhedslivet.

Pilaster - Flad mur- eller vægpille med basis og kapitæl.

Pillespejl - Højt, slankt spejl med fast placering over konsolbordet på vægpillen mellem vinduerne.

Pinakel - Søjle, obelisk eller lignende lodret ornament uden bærende funktion.

Piscina - Vandafløb for vandet fra døbefonten eller for vandet, der blev brugt til rensning af fx alterkalkene.

Plafond - Fladt loft.

Plafondmaleri - Loftsmaleri.

Plint - Firkantet fodstykke eller sokkel.

Point-de-vue - Punkt man ser imod. Bevidst og iøjnefaldende placering af bygninger og mindesmærker.

Polygon - Mangekant.

Polykrom - Mangefarvet i modsætning til monokrom.

Pontifikat - Paveværdighed, en paves regeringstid.

Portal - Monumentalt udformet dørparti.

Porticus - Søjlegang. Søjleprydet forhal eller indgangsparti.

Postament - Sokkel eller piedestal.

Predella - Fodstykke til en altertavle, også om billedudsmykket underdel af et alter.

Processionskrucifiks - Lille krucifiks, der blev båret forest i katolske processioner.

Prædikestol - Den pult eller stol, hvorfra præsten taler til menigheden.

Præstedør - Dør i koret til brug for præsten.

Præsterækketavle - Tavle med angivelse af præsterne ved en kirke over et længere tidsrum. Betegnes også series pastorum.

Præstestol - Stol til brug for præsten under gudstjenesten.

Pseudobasilika - Tre- eller flerskibet bygning af basilikalt tilsnit, men hvis midtskib kun hæver sig lidt over sideskibene og bl.a. derfor er uden vinduer.

Pulpitur - Muret eller tømret galleri, hvis hovedfunktion er at tilvejebringe pladser, undertiden af hensyn til standsopdelingen, fx herskabspulpitur. Andre funktioner er omtalt under lektorium.

Pulttag - Skråtag, tag der kun har fald til én side.

Punkthus - Fritliggende hus.

Putti - Buttede og nøgne børnfigurer med eller uden vinger og med forbillede i antikkens eroter og gotikkens barneengle.

Påblade - Sammenføjning af tømmerstykker, hvor flader tilpasses hinanden.

R

op-pil

Refendfugning - Vandrette rendelignende indskæringer i blank eller pudset mur. I reglen med flere skifters mellemrum. Over muråbninger dog bøjet ned som stik.

Régence - Overgansstil mellem barokken og rokokkoen, i Danmark ca. 1715-1735.

Relikvie - Helgenlevning.

Renæssance - Europæisk kulturstrømning, som på grundlag af antikken opstod i Italien i 1300-tallet. I Danmark repræsenteret ca. 1550-1630.

Retabel - Lav opbygning ved alterbordets opbygning.

Ribbe - Fremspringende kant på undersiden af et hvælv.

Risalit - Bygningsdel som springer frem foran bygningskroppen, lige så høj eller højere end denne, idet den kan have eget tag. Alt efter placering kaldes den midtrisalit eller siderisalit, evt. hjørnerisalit. Stærkt fremspringende bygningsdele kaldes fløje.

Rocaille - Fransk betegnelse for rokokostilens asymmetriske ornament. Ordet betyder egentlig grotteværk. Afledt af muslingeskallens form.

Rokoko - Stilart mellem barok og klassicisme, opkaldt efter det asymmetriske rocaille-ornament. Opstod i Frankrig ca. 1725 og varede ved indtil 1770`erne, på dansk område ca. 1735-1770.

Roll billets (engelsk) - Korte rundstave.

Romansk stil (rundbuestil) - Stilretning i de romersk-katolske lande i Europa på overgangen mellem karolingisk kunst og gotikken, ca. 900-1150, i Skandinavien og Nordeuropa dog ca. 1050-1250. - Rundbuestil med reference til de runde og halvcirkelformede vinduesoverliggere.

Roset - Ornament af form som en stiliseret rose.

Rudenetformet - El. skakbrædtformet. System af lige gader, der krydser hinanden i rette vinkler, oftest i et regulært mønster, fx Fredericia.

Rundbuestil - Synonym med romansk stil.

Rundstav - Fremspringende, oftest halvrundt eller kvartrundt profilled.

Rustika - Murværk af groft tilhuggede kvadersten - eller efterligning heraf i puds.

Ryttergods - Krongods til underhold af fem rytterregimenter, oprettet i 1671 af dele af krongodset og ophævet i slutningen af 1700-tallet.

S

op-pil

Sadeltag - Tag af lige stærkt skrånende flader, der mødes i en rygning. Afsluttes ved enderne af lodrette gavle.

Sakramentskab (sakramenthus) - Tårnlignende gemme for monstrans og hostie i den romersk-katolske kirke. Som regel opstillet ved alterets evangelieside og korets nordside.

Sakristi - Rum i en kirke, hvor de ting, der hører til gudstjenesten, opbevares, og hvor præsten kan opholde sig, når han ikke er i funktion.

Salskirke - Enskibet kirkerum.

Sandsten - Er oprindeligt aflejret (sedimentært) sand (typisk i havbund), senere sammenpresset og hærdet og kan have farverne grå, gul, rød og hvid. Sandsten består hovedsagelig af feldspat og kvarts, og bindemidlet mellem sandkornene er typisk kalcit, ler og silikat.

Sarkofag - Monumental, kunstnerisk udsmykket ligkiste af sten.

Savskifte - Savtakformet ordning af stenene i en murflade.

Segmentbue - Bue af form som et cirkelafsnit, især anvendt over vinduer enten som et muret stik, stikbue (se bue), eller som en fordakning i natursten eller pudset murværk.

Segmentgavl - Segmentfronton. Gavl eller fronton af form som et cirkeludsnit.

Selvgroet - Bydannelse, spontant fremvokset under gode geografiske og handelsmæssige vilkår i modsætning til anlagt by med forud afstukket plan af parceller og gadeløb.

Series pastorum (latin) - Præsterækketavle.

Sidefigurer - To figurer af Jomfru Maria og apostlen Johannes, der kan flankere et krucifiks, så der opstår en krucifiksgruppe.

Skabsaltertavle - Altertavle, der kan lukkes som et skab. Stammer fra gotisk tid.

Skalmur - En tynd mur uden på en ældre mur eller bindingsværk.

Skib - Oprindelig en sindbilledlig betegnelse for hele kirken. I arkitekturhistorisk terminologi den del af kirken, som i modsætning til koret er forbeholdt lægmand.

Skifte - Betegnelse for vandret murstenslag i en murflade.

skjoldbue - Buen der bærer hvælvingskapperne langs væggen kaldes skjoldbuen

Slutsten - Øverste eller midterste sten i en bue eller hvælving. Ofte fremspringende eller dekoreret.

Smertensmand - Fremstilling af den levende Kristus med sår fra lidelsen og korsfæstelsen.

Smig - Skråside.

Solgisel - Spidsoval af stråler, der ofte omgiver Jomfru Maria.

Spedalskhedsvindue - Lille vinduesagtig åbning i en kirkes korvæg, så spedalske kunne få del i messen og nadveren.

spidsbue - bue, der spidser til foroven, karakteristisk som afdækningsform over muråbninger eller blændinger i gotiske bygninger.

Spindeltrappe - Trappe, hvis trin, som er radiært afskårne, mødes i en cylindrisk, fast kerne, kaldet spindelen.

Sprængbue - S eller stræbebue er et oftest synligt, udvendigt led i hvælvkonstruktionen, som tjener til at opfange hvælvenes sidetryk.

Staffering - Malet, krideret eller forgyldt dekoration.

Stavværksvindue (stavværk) - Muret sprosseværk, der deler lysningen i gotisk vindue.

Stedgroet - Spontan bydannelse, hvis konturer og form er skabt af de typografiske betingelser og færdselsmæssige behov. Mange oprindeligt anlagte byer fik i løbet af middelalderen en mere tilfældig og irregulær struktur ved stedgroet vækst.

Steenwinckel den yngre - Hans van Steenwinckel den yngre (24. juni 1587 - 6. august 1639) var en dansk arkitekt, sten- og billedhugger samt entreprenør. Som søn af Hans van Steenwinckel den ældre var det naturligt, at han valgte denne levevej, og han studerede, sammen med broderen Lorenz, i Nederland, men lagde hele sit værk i Danmark.

I starten af sin karriere virkede han primært som billedhugger og har som sådan lavet værker til Kronborg og Frederiksborg Slot. Som arkitekt var hans første større opgave færdiggørelsen af Christian den 4.'s kapel ved Roskilde Domkirke, som Lorenz havde påbegyndt i 1613, og som ikke var færdig ved dennes død i 1619. Med broderens død overtog Hans van Steenwinckel den yngre også posten som generalbygmester og øverste tilsynsførende ved de kongelige bygninger. Bygningsstilen i hans værker var renæssance, og han nød den aktive Kong Christian 4.s tillid, så han fik glæde af og del i kongens mange ideer om Københavns udvikling.

Blandt hans værker kan nævnes (i flere tilfælde ikke hele bygningen):

- Børsen i København (som Lorenz akkurat havde påbegyndt)
- Restaureringen af ødelagte dele af Kronborg i Helsingør efter branden i 1629
- Karruselporten ved Frederiksborg Slot i Hillerød
- Rundetårn og Trinitatis Kirke i København
- Valdemars Slot på Tåsinge
- Nyboder i København
- Rosenborg Slot i København
- Smedstorp i Skåne
- Krudthuset i Wilhelms Bastion på Holmen i København
- Heliga Trefaldighets kyrka i Kristiansstad
- Ombygningen af Nikolaj Kirke i København

Han var far til arkitekten og billedhuggeren Hans van Steenwinckel den yngste og formodentlig til bygmesteren Oluf van Steenwinckel.

Steenwinckel den ældre - Hans van Steenwinckel den ældre (ca. 1545 - 10. maj 1601) var en nederlandsk-dansk arkitekt og billedhugger. Han er født i Antwerpen, muligvis som Steinwinckel, og i øvrigt er fødeåret 1550 nævnt visse steder. På grund af hans efterfølgere af samme navn kendes han også som Hans (I) van Steenwinckel eller Hans van Steenwinckel I.

Hans van Steenwinckel den ældre var søn af den nederlandske arkitekt Lourens van Steenwinckel og blev formodentlig indkaldt til Danmark omkring 1578 af bygmesteren Anthonis van Obbergen for at hjælpe med Kronborg. Han har er ophavsmand til flere markante bygninger, herunder flere herregårdes hovedbygninger, blandt andet:

- Orebygaard
- Slangerup Kirke (opført 1588)
- Uranienborg for Tycho Brahe på Hven (1576 - 1580)

Flere fæstningsanlæg:
- Akershus ved Oslo
- Varberg
- Fæstningsbyen Kristanopel i 1599
- spiret på Helligåndskirken i København (1582 - 1584)

Han er far til de to arkitekter og billedhuggere Lorenz van Steenwinckel og Hans van Steenwinckel den yngre samt farfar til Hans van Steenwinckel den yngste - Han døde i Halmstad.

Stifterbillede - Billede, oftest kalkmaleri, af den person, der har stiftet den pågældende kirke. Blandt andet kendt fra Fjenneslev kirke.

Stilperioder (stilarter) - Er en kunstig klassificering af stiltræk set i forhold til historien. Begrebet er således beslægtet og ofte identisk med begrebet 'stilarter' der siden det nittende århundrede er brugt i de forskellige teorier om kunstens udvikling. Stilperiode er således tæt knyttet til kunsthistorien og er trods det at man sjældent præcist kan definere hvornår en periode starter og slutter, et uundværligt redskab i den kunsthistoriske videnskab.

Stokbebyggelse - System af bygninger opført i lange parallelle rækker, fx Nyboder, lægeforeningens Boliger og Ryparken.

Stolestader - De stole, som menigheden sidder på i skibet.

Stokværk - Etage (oprindelig i bindingsværksbygning)

Stor orden - Søjler, piller eller pilastre i mere end en etages højde.

Stræbebue - I gotisk kirke- og klosterarkitektur betegnelse for en murbue, der spænder fra midterskibets mur til sideskibets ydermur.

Stræbepille - Svær pille i forbandt med mur, til støtte for denne.

Stuk - Blanding af gips og kalk til kunstnerisk udsmykning af blandt andet lofter og rammer ved modellering eller støbning.

Sugfjæl
- 1) Også kaldet regnbræt, vandbræt, skokbord eller sternbræt. Skråt stillet bræt, der anbringes vandret over gavlmur for at hindre, at vandet løber ned ad muren og i stedet slås ud fra denne.

- 2) Også betegnelse for vandret eller skråt stillet bræt mellem tagskæg og rem i bindingsværksbygninger. Her skal den hindre træk ind igennem det åbne rum over remmen.

Syld - Fundament, fx af rå kampesten under det egentlige murværk.

Svale - Udvendig, overdækket forbindelsesgang, oftest på bindingsværks-bygninger.

Søjleordener (1-5) - I klassisk arkitektur en søjle med eller uden base, skaft, kapitæl og entablement, og dekoreret og proportioneret efter gældende stil, som kunne være dorisk, toskansk, jonisk, korintisk eller sammensat af jonisk og korintisk, såkaldt komposit. Den doriske, toskanske, joniske og korintiske søjle blev beskrevet af den romerske arkitekt Vitruvius i en bog tilegnet kejser Augustus.

Dorisk søjle

1) Dorisk søjleorden Dorisk søjleorden. Her findes ingen basis, søjleskaftet står direkte på gulvet (stylobatet) og er udstyret med 16-20 lodrette furer (kanelurer). Skaftet bliver tyndere opefter, men viser en tydelig midtsvulmen (entasis). Foroven findes flere riller eller ringe omkring skaftet (anuli), herover følger kapitælet, der består af den udkragende del (echinos) og den kvadratiske dækplade (abacus). Kapitælet bærer entablementet, som er det vandrette bjælkelag, der nederst består af den glatte arkitrav, derpå frisen sammensat af triglyffer og metoper samt øverst gesimsen.

Jonisk søjle

2) Jonisk søjleorden Jonisk søjleorden. Den har en basis bestående af en kvadratisk sokkelplade, hvorpå hviler to cirkulære skiver med udbugnende rund kant. Søjleskaftet har op til 24 kanelurer og har som den doriske entasis, men er slankere end denne. Kannelurerne afsluttes halvrundt under kakpitælet. Karakteristisk for dette er de to volutter, der er forbundet med hinanden hen over kapitælets krop. Entablementet består nederst af arkitraven delt horisontalt i tre bånd (fascier), derover normalt en frise med billedlig udsmykning samt øverst gesimsen.


Korintsk søjle

3) Korintisk søjleorden Korintisk søjleorden. En særform af den joniske, som hovedsalig adskiller sig fra denne ved kapitælets særlige form. Det består af 16 bjørneklo (akantus)blade anbragt i to kranse med otte i hver over hinanden. Ud af bladkransen kommer foroven otte volutpar, fire til hjørnerne og fire til midten af hver af kapitælets sideflader.





Komposit søjle

4) Komposite søjleorden Komposite søjleorden. Dens voluter er mere fremtrædende end den korintiskes.







Toskansk søjle

5) Toskansk (etrusisk) orden Toskansk (etrusisk) orden. Er en afledning af den doriske, idet den har basis og to tykke ringe under kapitælet, ofte er den toskanske orden uden kannelering.





søjle

søjle

søjle

Terning-kapitæl     Trapez-kapitæl     Trekant-kapitæl








Sålbænk - Lille fremspring fra muren anbragt under et vindue, vinduesgesims.

T

op-pil

Tagrytter - Bygningselement, der visuelt "rider" på tagrygningen.

Tagskæg - Den nederste del af et tag, som rager frem over bygningens mur.

Tagstol - Tømmerkonstruktion, der bærer taget.

Tambur - Cylinderformet parti af en bygning, der danner underlag for en kuppel.

Tandsnitgesims - Små, rektangulære klodser anbragt med korte mellemrum som tænder i en vandret række. Dekorativt led af en gesims.

Tapning - Sammenføjning af trækonstruktion, fx i bindingsværk.

Tavl - Murede eller klinede felter i bindingsværk.

Tegl - Fællesbetegnelse for visse porøse og brændte lervarer som mursten, tagsten og drænrør samt andre lervarer. Fremstillet af almindelig urent ler, som formes i våd tilstand og derefter brændes. Farven bestemmes af lerets urenheder eller ved tilsætning af farvestoffer inden brændingen.

Tirlomtey - Stof af halvt linned, halvt uld.

Toskanske orden - (Se søjleordener).

Trachyt - Af gr. ru. Lys, yngre vulkansk bjergart, der i reglen er ru at føle på.

Tralværk - Anden betegnelse for korgitter.

Trappegavl (kamtakgavl) - Gavl med mur over tagfladen, aftrappet i trin. Karakteristisk for gotisk teglstensarkitektur.

Travertin - Hård frådsten fra Italien.

Trepas - Kløverbladsfigur bestående af trekvartcirkler, blandt andet kendt fra gotisk ornamentik.

Triforium - Tredobbelt muråbning oftest med dværgsøjler som adskillende led, sml. biforium. I romanske kirker gerne benyttet som åbning i gallerietage (t-galleri). I gotisk arkitektur optræder endvidere ofte som en reduktion af et egentlig t-galleri og betegnes t, uanset om åbningerne er tredelte eller ej.

Triptykon - Fløjaltertavle med to lukkelige fløje.

Triglyf - Plade i doriske frise, med tre lodrette snit. T må forstås som stenbygningens efterligning af træbygningens bjælkeende.

Triumfvæg (triumfbue) - Den mod skibet vendende side af muren mellem kor og skib. Undertiden udformet i analogi med romersk triumfbue.

Trofæ - Dekoration af sejrstegn, våben, faner, samlet i et bundt.

Trompe - Lille udkraget bue eller konisk niche, indbygget i hjørnet, hvor to mure mødes i ret vinkel. Benyttes, hvor man ønsker at konstruere en ottesidet kuppel (T-kuppel) eller klosterhvælv over firkantet rum.

Tuf - Porøs, vulkansk stenart, kendelig på indhold af pimpesten og aske. Blandt andet anvendt i romansk kirkearkitektur på Ribe-egnen.

Tumba - Sarkofaglignende gravminde over den egentlige grav.

Tværskib - Tværgående tilbygning til en kirkes hovedskib, i modsætning til et sideskib, der ligger parallelt med hovedskibet.

Tympanon - Trekantet eller som regel halvcirkulær døroverligger (gavlfelt) af sten, ofte udsmykket.

Tøndehvælv - Halvcylindrisk hvælv.

Tørninglen-spir - Tårntype med fire gavle omkring spiret. Opkaldt efter det len, som hørte under Tørning slot vest for Haderslev.

U

op-pil

Ubanet - Om en stenmur, hvor der ikke er regelmæssighed i mønstret, og derfor ingen egentlig skiftegang er.

Udkragning - Vandret bygningsdel eller stokværk, der springer frem, krager ud, foran den underliggende murflade.

Udskud - Bygningsudvidelse ved udskydelse af i reglen en mindre del af murværket. Oftest på husets bagside.

V

op-pil

Valm - Sadeltag, der er skråt afskåret mod gavlene, helvalm til hovedgesims højde, halvvalm derover.

Vange - Sideplanke på trappe eller stige, karmside i en muråbning.

Vederlagshøjde - Buefodshøjde, betegnelse for sted, hvor en bue (overligger) hviler

Vederlagsbånd - Anden betegnelse for kragbånd.

Versaler - Store bogstaver.

Vestibule - (via fr. fra lat. vestibulum 'forhal, indgangsrum'), rum, som regel med garderobe, ved indgangen til en bygning, der formidler adgangen til de øvrige rum.

Vindeltrappe - Trappe, hvis trin snor sig omkring et cylindrisk luftrum (trappelysning); til forskel fra spindeltrappe

Vinkeltag - Sadeltag, hvor vinklen mellem tagfladerne er 90 gr.

Vitruvius - Vitruv, romersk ingeniørarkitekt fra augustæisk tid ca. 25 f.Kr. Vitruvius' eneste kendte arbejde er basilikaen i Fano (Fanum Fortunae) i Norditalien, hvoraf sporadiske rester er afdækket. Han er kendt som forfatter til De Architectura Libri Decem (Ti bøger om arkitektur), der omhandler alt fra arkitekters uddannelse til valg af byggesteder, byggematerialer og -teknik og byplanlægning. Efter fremdragelsen af et manuskript i Sankt Gallen i 1415 fik bogen stor betydning for renæssancearkitekterne i genfødslen af antikkens arkitektur, særlig læren om søjleordener og proportioner. Vitruvius' beskrivelser og anvisninger tog især udspring i hellenismens græske arkitektur og byggede for en stor del på litterære overleveringer. Arkæologiske undersøgelser og opmålinger har påvist, at hans teorier og ideale forestillinger om arkitektur hverken havde rod i tidligere arkitektur eller vandt indpas i hans samtid eller senere antik arkitektur.

Voldsted - Forsvarsanlæg af jord om især borge og herregårde, hvor volden har været omgivet af våde eller tøre grave.

Volut - Rullet eller spiralformet ornament / dekorationsled. Kendt fra det joniske kapitæl og siden anvendt i renæssancen, barokken og empiretiden.

Vælsk - Romansk, især italiensk

våbenhus - Romansk, især italiensk

Våning - (Nedertysk): bolig, en gårds stuehus

Æ

op-pil

Æggestav - Klassisk profilled eller ornamentfrise, sammensat af æggelignende led.

Ø

op-pil

Ørelisen - I rokokoen en lisen, der indrammer en blænding og på begge sider foroven er forsynet med en lille, retkantet og øreformet udvidelse.


op-pil


Copyright

E-mail: info@arkitekt-raadgivning.dk